(Det gule sundhedskort):
Det gule sundhedskort (tidl. gule sygesikringsbevis) dækker ofte udgifterne, hvis du bliver syg under en ferierejse i Europa og omkring Middelhavet.
Inden du rejser til udlandet, er det vigtigt, at du ved, hvordan og hvor meget hjælp du kan få, hvis du bliver syg på din rejse. Det gule sundhedskort (tidl. gule sygesikringsbevis) dækker dig, når du foretager ferierejser i Europa. Men rejsesygesikringen har visse begrænsninger. Det er f.eks. ikke lige meget, hvor du rejser hen, hvor lang tid du er væk eller hvad formålet med din rejse er.
Hvor dækker det gule sundhedskort? Den offentlige rejsesygesikring dækker pr. 1. januar 2008 kun udgifter til lægebehandling i EU, Færøerne, Grønland, Schweiz, Norge og en række små europæiske stater. Du er altså ikke længere dækket af rejsesygesikringen på rejser til for eksempel Tyrkiet, Kroatien, Egypten, Libanon, Tunesien, Rusland, Marokko og Israel.
Følgende lande vil pr. 1. januar 2008 være omfattet af rejsesygesikringen: Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Holland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, Kanariske Øer, Kanaløerne, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.
Kilde: Forbrugerrådet
Hvor længe gælder dækningen? Du er dækket af den offentlige rejsesygesikring, i den første måned af din rejse i ovennævnte lande. Det vil i praksis sige, at rejser du ud d. 14. i en måned, så gælder den offentlige sygesikring til og med d. 13. i den følgende måned. Varer din rejse længere end en måned, skal du derfor tegne en privat rejseforsikring, der dækker udgifterne, hvis du bliver syg i udlandet.
Hvilke rejser er dækket? Du er kun dækket af den offentlige rejsesygesikring, hvis din rejse er en ferierejse. Erhvervsrejser og rejser, som du bruger til at søge job, er som hovedregel ikke dækket af den offentlige rejsesygesikring. Du skal også være opmærksom på, at der gælder særlige regler for dækning, hvis du er på studieophold i udlandet.
Indsendt af: Anonym
Billigrejse.dk - Find de billigste rejser
|